Ekstra-ingredienser i hjemmelavet sæbe

jan 31, 2023 | Sæbebloggen

Hvad kan jeg putte i min sæbe?

De mest grundlæggende ingredienser i koldrørt sæbe er vand, natriumhydroxid og olier. Disse basisingredienser kan du læse mere om her. Uden dem bliver der ingen sæbe. Dog bliver sæber sjældent lavet udelukkende med basisingredienserne. Mange ingredienser puttes i hjemmelavede sæbebarer for at give sæben noget ekstra. Det kan for eksempel være at give sæben en eksfolierende effekt, en smuk farve eller en dejlig duft.

Her får du en liste over mange forskellige ingredienser, som man kan putte i sin hjemmelavede, koldrørte sæbe:

Duft   |   Tilsæt duftolier eller æteriske olier til din sæbe

Duftolier

Duftolier er syntetiske duftmidler, som er meget udbredt i sæbefremstilling. Det fantastiske ved duftolier er, at de kan give din sæbe dufte, som ikke kan forefindes i naturprodukter. F.eks. kan din sæbe komme til at dufte af candyfloss, vin, frugtsorbet eller pumpkin spice latte. Når man bruger duftolier i sin sæbemasse er det vigtigt at man på forhånd undersøger, hvor meget af en given duftolie, der er sikker at putte i sin sæbemasse og om duftolien overhovedet må komme på huden.

Æteriske olier

Æteriske olier er naturlige olier udvundet fra forskellige planter. Æteriske olier dufter kraftigt, og man kan bruge dem i sæbefremstilling i små mængder. Man kan desuden vælge at kombinere de æteriske olier for at få en mere kompleks duft. Det er vigtigt, at man ikke putter for meget æterisk olie i sin sæbe, og at man sikrer sig at den æteriske olie er hudvenlig, før man bruger den. Æteriske oliers duft kan have tendens til at forsvinde med tiden, men man kan gøre forskellige ting for at holde på duften. Læs om hvad du kan gøre, her.

Farve   |   Tilsæt farvende ingredienser til din sæbemasse

Naturlige farver

Der er rigtig mange forskellige sæbeingredienser, som kan bruges til at farve sæbe naturligt. Eksempler er kakao, der giver en brun sæbe, paprika, der giver en rød sæbe og mælkebøtte, der giver en gul sæbe. Du kan se en lang liste over naturlige sæbefarver opdelt efter nuancer her.

Syntetiske farver

Man kan også bruge syntetiske farver til at farve sin sæbe med. Syntetiske farver kommer både i pulverform og som flydende farve, og farverne er ofte kraftigere end naturlige farver. Nogle af fordelene ved syntetiske farver er, at der findes et væld af forskellige nuancer, og at farverne kan være bedre tilgængelige end de er fra naturens side. F.eks. er det kun alkanetpulver, der kan give en lilla sæbe fra naturens side.

Blomster og planter   |   Put planter i din hjemmelavede sæbe

De fleste blomster og planter bliver brune i farven, når de puttes i hjemmelavet, koldrørt sæbe. Dog er der planter som fungerer godt i koldrørt sæbe eller som pynt ovenpå sæben. Her er nogle af de mest udbredte:

Aloe vera

Aloe vera er fantastisk at bruge i koldrørt sæbe, fordi det bidrager til at sæben får gode skummeegenskaber. Desuden er aloe vera godt for huden. Man bruger aloe vera-planten ved at tage skinnet af og blende den gennemsigtige midte i stænglerne. Når man bruger aloe vera bør man modregne mængden af aloe vera fra mængden af vand eller væske, der skal i sæben.

Kamille

Kamilleblomster kan tørres og puttes ovenpå sæben som pynt. Hvis kamilleblomsterne puttes i sæbemassen bliver de brune grundet den basiske sæbemasse.

Lavendel

Lavendel kan tørres og puttes ovenpå sæben som pynt. Hvis lavendel puttes i sæbemassen bliver blomsterne brune.

Morgenfrue

Morgenfrueplantens kronblade, altså de gule eller orange blomsterblade kan bruges i koldrørt sæbe. Disse kronblade tørres typisk, og så tilsættes de lige før sæben hældes på form. Mange bruger også kronbladene som pynt ovenpå sæben. Du kan se en sæbe med morgenfruekronblade, her.

Mælkebøtte

Mælkebøttekronblade kan tørres og puttes ovenpå sæben. De kan også tørres og bruges til at farve det vand eller den olie, som bruges i sæbemassen. Du kan se en sæbe, hvor der er brugt mælkebøtte her.

Rose

Tørrede rosenblade eller rosehoveder kan puttes ovenpå sæben. Hvis man putter rosenbladene i sæbemassen vil de blive brune, ligesom det er tilfældet for lavendel og kamilleblomsterne.

Morgenfruesæben er lavet med morgenfruekronblade

Eksfolierende ingredienser   |   Put ingredienser med skrubbeegenskaber i din koldrørte sæbe

Citron- og appelsinskal

Skal fra citrusfrugter kan fungerende eksfolierende i koldrørt sæbe, og giver små farvede prikker på sæbebaren. Put citrusskallen i sæbemassen lige inden sæben hældes på form.

Earl Grey

Earl Grey kan, ligesom andre typer af te, bruges som en eksfolierende ingrediens i sæbefremstilling. Hæld den tørre te i sæbemassen lige inden sæbemassen hældes på forme. Du kan se en opskrift på en sæbe med Earl Grey her.

Frø

Chiafrø, hindbærfrø og birkes kan bruges eksfolierende. Disse skal blot hældes i sæbemassen lige inden denne hældes på form.

Havregryn

Havregryn er en udbredt og populær eksfolierende ingrediens i sæbefremstilling. Mange vælger at blende havregrynene, så de blot indgår som pulver i sæben. Når der bruges havregryn i hjemmelavet, koldrørt sæbe hældes havregrynspulveret i sæbemassen, lige inden denne hældes på form.

Kaffegrums

Kaffegrums, der har fået lov til at tørre ud, kan også bruges i sæbefremstilling. Kaffegrums kan både bruges som et naturligt farvemiddel og som eksfolierende middel. Når det bruges eksfolierende, puttes det tørre grums i sæbemassen lige inden den hældes på form.

Kokosmel

Også kokosmel kan bruges som eksfolierende middel. Overvej om kokosmelet skal en tur forbi en kværn, før det hældes i sæbemassen. Kokosmelet tilsættes typisk lige inden sæbemassen hældes i formene.

Salt

Salt har flere egenskaber i sæbe. Først og fremmest bruges det ofte for at gøre sæbebarerne hårdere. For det andet kan salt også bruges eksfolierende, hvor det puttes i sæbemassen lige inden denne hældes på form eller placeres oven på sæbemassen som en eksfolierende dekoration.

Earl Grey-sæben er lavet med Earl Grey te og en lækker duft af citrusfrugten bergamotte

Frugt og grøntsager   |   Tilføj frugt og grønt til din sæbe

Frugt

Man kan også putte forskellige frugter i sin sæbe. Dette gøres ofte med henblik på at opnå bestemte farver eller udseender. Banan giver et prikket look, og appelsiner kan give en beige til lys orange farve. Frugt tilsættes ofte som enten puré eller juice, da større klumper frugt eller grønt kan gå i forrådnelse. Når man bruger puré eller juice er det vigtigt at modregne denne væskemængde, når man udregner mængden af vand, der skal i sæben. Det er desuden en fordel at arbejde med sæbemassen ved lave temperaturer, fordi sukkerindholdet i frugten kan få sæbemassen til at overophede.

Grøntsager

Flere grøntsager kan tilsættes sæbe som puré for at give farve til sæbemassen. Det gælder f.eks. gulerødder, avocado, agurker og græskar. Også her er det vigtigt at modregne den mængde af grønt-puré fra mængden af vand, der skal i sæben. Du kan læse mere om hvordan forskellige grøntsager og andet kan bruges som naturlige farver i sæbe, her.

Mælk   |   Brug mælk i din sæbemasse

Gedemælk

Gedemælk kan give en mild sæbebar med gode bobleegenskaber. Når man bruger mælk i sæbe plejer man at fryse mælken ned, fx i en isterningbakke, og tilsætte den i frossen form. Årsagen er at mælken indeholder sukker, hvilket kan få sæbemassen til at overophede, lugte mærkeligt og blive brun, når den blandes med vandet med natriumhydroxid. Husk i øvrigt at modregne mælkemængden fra den øvrige mængde af vand eller væske i sæben.

Kokosmælk

Kokosmælken giver cremet skum og fugtgivende egenskaber til den færdige sæbebar. Også kokosmælk bør fryses før det puttes i sæbemassen, fordi kokosmælken også kan få sæbemassen til at overophede. Det er i øvrigt vigtigt at modregne mælkemængden fra den øvrige mængde af vand eller væske i sæben.

Komælk, herunder kærnemælk

Komælk vil typisk give en mild sæbebar. Når man bruger mælk i sæbe, plejer man at fryse mælken ned og tilsætte den i frossen form. Årsagen er at mælken indeholder sukker, hvilket kan få sæbemassen til at overophede, lugte mærkeligt og blive brun, når den blandes med vandet med natriumhydroxid. Det er i øvrigt vigtigt at modregne mælkemængden fra den øvrige mængde af vand eller væske i sæben.

Det salte og det søde   |   Egenskaber ved salt, sukker, sirup og honning i sæbe

Salt

Mange sæbefremstillere putter 1 tsk salt i deres koldrørte sæber, når vandet og natriumhydroxiden blandes. Det gør de, fordi salt vil få sæben til at trække sig lidt sammen, og derved vil sæben blive lettere at få ud af formen.

Sukker og sirup

Typisk tilsættes sukkervand eller sirup til sæbemassen i små mængder, fx 1 tsk. Sukker opblandet med vand og sirup tilsættes ofte i sæbe for at give sæben gode bobleegenskaber. Du kan læse mere om, hvad du kan gøre for at få din sæbe til at skumme godt, her.

Honning

Honning kan også puttes i sæbe for at få sæben til at skumme godt. Dette skyldes honningens naturlige sukker. Desuden mener mange sæbefremstillere, at honning er godt for huden, når det puttes i sæbe. Typisk tilsættes honning til sæben i meget små mængder, fx ½ tsk og ofte vil man smelte honningen, så den ikke ligger som en klump i sæbemassen.

Det med procenter i   |   Put øl eller vin i din koldrørte sæbe

Øl

Når man putter øl i sæbe, får man typisk en brunlig sæbe, der skummer godt grundet øllets sukkerindhold. Hvis du bruger øl i din sæbe, er det dog vigtigt at koge øllet først for at få alkohol-procenterne ud, idet alkoholen kan hæmme forsæbningsprocessen. Øl i sæbe siges desuden at være godt for huden.

Vin

Man kan godt bruge vin i sin sæbe, men igen er det vigtigt at koge vinen først for at få alkoholen ud. Alkohol kan også her hæmme forsæbningsprocessen. Vin vil give sæben gode bobler, men muligvis også en sær lugt.

Lidt af hvert   |   Citronsyre og ler i sæbemassen

Citronsyre

Citronsyre tilsættes ofte i koldrørt sæbe af flere grunde: dels for at få sæben til at skumme bedre, dels for at mindske mængden af kalk eller sæberester, som sæben efterlader og dels for at forhindre at sæben bliver harsk. Citronsyre er særligt velegnet i koldrørt sæbe, hvis du bor i et område med hårdt vand, fordi det hårde vand kan mindske sæbens evne til at skumme. Det kan du læse mere om her. Desuden er det vigtigt at tilsætte en smule ekstra natriumhydroxid til sæbemassen, når man bruger citronsyre, fordi citronsyren forbinder sig med noget af natriumhydroxiden; noget, du kan læse meget mere om, her.

Ler

Ler af forskellig slags egnet til skønhedsprodukter kan give sæben farve alt efter typen af ler. Desuden kan ler bruges til at holde på de æteriske olier eller duftolier, hvilket du kan læse mere om her. Ler kan tilføjes direkte til vand og natriumhydroxid-blandingen (ludblandingen), eller også kan 1 tsk ler blandes med tre tsk vand og tilsættes lige før sæben hældes på form.

2 Kommentarer

  1. Lizzie Holm

    hej Aaparken

    Tak for for dejlig oplysning om sæbefremstilling.
    Jeg vil så godt prøve at lave sæbe med gedemælk,
    og kan læse at det er vigtigt at fryse mælken ned i isterningbakker først,
    skal jeg komme mælke is terningerne ned i sæbemassen og så komme derefter
    vand som er blandet med natriumhydroxid, ned i sæbemassen?
    og hvis jeg ikke kan få flydende gedemælk, kan jeg bruge tørmælks pulver?

    Jeg ville ønske at i har en opskrift på koldrørt sæbe med gedemælk, det
    vil gøre mig glad, og sikkert for mig med en opskrift.
    kh. Lizzie

    Svar
    • Eva | Mikrosæberiet Aaparken

      Hej Lizzie. Tak for din besked.
      Jeg kan godt forstå, at du godt kunne tænke dig at lave sæbe med gedemælk. Det skulle give nogle dejlige sæbebarer.
      Man kan både lave sæbe med frisk gedemælk, som fryses ned, eller med pulver, som du selv nævner.
      Laver man det med frisk gedemælk skal denne fryses ned for at undgå at mælken karamelliserer i sæbefremstillingsprocessen og at hele sæbeblandingen overopheder. Når man bruger mælk i sæbe er det også en god idé, at sæbefremstillingsprocessen sker ved en lav temperatur. Det kan du læse mere om i mit blogindlæg her: https://aaparkensoap.dk/saebebloggen/betydning-af-temperatur-under-saebefremstilling/
      Hvis du vælger at lave sæbe med frossen gedemælk, er det vigtigt at du modregner mængden af gedemælk fra mængden af vand, der skal i sæben. Således skal den samlede mængde af væske være den samme som den ville have været, hvis du udelukkende havde brugt vand. Jeg ville først blande vandet og natriumhydroxiden og så tilsætte gedemælks-isterningerne. Desuden ville jeg finde en opskrift, som jeg kunne følge, for at være sikker på at alt blev gjort rigtigt.
      Lovely Greens har lavet en sæbeopskrift med gedemælk i isterninger. Den kan du finde her: https://lovelygreens.com/how-to-make-natural-goat-milk-soap/

      Vælger du at bruge gedemælkspulver vil jeg foreslå, at du blander pulveret med en smule olie og tilsætter blandingen ved det, man kalder for ‘light trace’. Light trace er lige når sæbemassen begynder at tykne idet du stavblender den.

      Jeg skal i øvrigt nok skrive mig bag øret, at der er efterspørgsel på en gedemælks-sæbeopskrift.
      Mvh Eva 😀

      Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andet indhold på Sæbebloggen

Hvad er trace?
Hvad er trace?

Hvad er trace og false trace i sæbeverdenen?'Trace' inden for sæbeterminologi refererer til et...