Sådan bruges en sæbelommeregner
Hvad er en sæbelommeregner?
En sæbelommeregner er, som navnet indikerer, en lommeregner til at udregne mængden af forskellige ingredienser der skal bruges til at fremstille sæbe. Der findes mange forskellige sæbelommeregnere på internettet. En af de mest udbredte er SoapCalc.net, som jeg også selv bruger, når jeg laver mine sæbeopskrifter. SoapCalc.net tilbyder en sæbelommeregner, som kan vise dig hvor meget fedtstof, natriumhydroxid og vand, du skal bruge i fremstillingen af forskellige koldrørte sæber. Den kan desuden fortælle dig en masse om de forskellige fedtstoffer og hjælpe dig til at lave den perfekte sæbebar.
Det er altid en god idé at tjekke opskrifter fra internettet igennem med en sæbelommeregner for at være 100% sikker på, at mængderne af vand, natriumhydroxid og fedtstof er korrekte. Sæbelommeregneren kan desuden give dig et fingerpeg om, hvor mange gram duftolie eller æterisk olie, du bør putte i din sæbeopskrift.
Kom i gang med at bruge SoapCalc
Gå ind på SoapCalc.net og vælg deres ‘Recipe Calculator’.
Du er nu klar til at gå i gang med at designe en sæbeopskrift eller tjekke en andens sæbeopskrift igennem.
Sæbelommeregneren er lavet til både at kunne udregne opskrifter for flydende sæbe og fast sæbe. Jeg guider dig igennem de forskellige dele der vises i SoapCalcs Recipe Calculator, og vi tager i denne guide udgangspunkt i fast sæbe eller koldrørt sæbe, som er det, Mikrosæberiet Aaparken hovedsageligt laver.
Type of Lye
1 Type of Lye | Type af lud
Først vælger du hvilken slags lud, du vil bruge. Standardindstillingen er NaOH, som er natriumhydroxid, og det er natriumhydroxid vi bruger til koldrørt sæbe. Derfor bør NaOH være valgt, når du skal tjekke din sæbeopskrift på koldrørt sæbe. Kaliumhydroxid, KOH, bruges til at lave flydende sæbe.
Vælg ‘NaOH’
Weight of Oils
2 Weight of Oils | Oliernes vægt
Denne værdi er den samlede vægt af alle de fedtstoffer, der bruges i din sæbeopskrift. Du kan vælge enten pund, ounce eller gram som din måleenhed, hvoraf jeg altid vælger gram. Du behøver ikke at udfylde dette felt, hvis du vælger manuelt at indtaste hvor mange gram af hver olie, du kunne tænke dig at bruge i din sæbeopskrift. Det vil da automatisk blive udfyldt, når du trykker ‘Calculate Recipe’.
Vælg ‘grams’
Water
3 Water | Vand
Her kan du fortælle lommeregneren hvor meget vand, du ønsker at din sæbeopskrift skal indeholde. ‘Vand som % af olier’ er den enkleste måde at bestemme mængden af vand, der bruges i din sæbeopskrift, og ofte vil man vælge standardindstillingen som er 38%. Er man en mere erfaren sæbefremstiller vil man typisk reducere vandmængden til omkring 32-33 %. Man kan også indstille ‘Ludkoncentrationen’ i procent eller angive forholdet mellem vand og lud (f.eks. 2:1). Man behøver blot at indstille én af tingene, og derfor vil jeg anbefale at du blot indstiller på førstnævnte. Alle tre værdier vil vises på din sæbeopskrift, når du trykker på ‘Calculate Recipe’
Sæt ‘Water as % of Oils’ til 38%
Superfat and Fragrance
4 Superfat and Fragrance | Superfat og duft
Standardindstillingen for ‘Superfat’ er 5%, hvilket betyder, at der efterlades 5% olie i din sæbeopskrift, som ikke omdannes til sæbe. Dette er man interesseret i dels for at sikre, at der ikke er overskydende lud i din færdige sæbebar og dels for at tilføre sæbebaren fugt i form af lækre olier. ‘Fragrance’ henviser til duft, og standardindstillingen er på 31 gram pr. kilo. Duften er altså sat til at udgøre 3,1% af sæbeopskriften. Dette vil typisk være en sikker mængde for duftolier, men tjek altid den enkelte olie før du benytter den. For æteriske olier skal der ofte mindre i end 3,1%. Du kan læse mere om æteriske olier her.
Behold standardindstillingerne for ‘Superfat’ (5%) og ‘Fragrance’ (31 g pr. kg)
Soap Qualities and Fatty Acids
5 Soap Qualities and Fatty Acids | Sæbekvaliteter og fedtsyrer
Dette punkt skal du ikke selv udfylde, men når du trykker på et fedtstof fra listen ‘Oils, Fats and Waxes’, kan du se forskellige værdier for fedtstoffet. De første syv værdier henviser til det valgte fedtstofs sæbekvaliteter. F.eks. vil kokosolie (Coconut Oil, 76 deg) tilføre meget hårdhed og mange bobler, mens rapsolie (Canola oil) slet ingen bobler giver, men tilfører meget fugt til huden.
Desuden er der oplistet 8 fedtsyrer på listen. De mættede fedtstoffer står øverst og de umættede nederst. Du kan klikke på det lille i ved siden af fedtsyrerne for at læse mere om disse.
Oils, Fats and Waxes
Oils, Fats and Waxes | Olier, fedtstoffer og typer af voks
Nu er du kommet til det punkt, hvor du skal vælge de olier, du vil sætte ind i opskriften. Dobbeltklik på hvert enkelt fedtstof for at få dem over på din opskriftliste, den såkaldte ‘Recipe Oil List’. Når du enkeltklikker på en olie, kan du se dens fedtsyresammensætning og kvaliteter angivet under ‘Soap Qualities and Fatty Acids’. På billedet ovenfor kan man f.eks. se sæbekvaliteterne og fedtsyrersammensætningen for Canola oil, som er rapsolie.
Recipe Oil List
6 Recipe Oil List | Opskriftolieliste
Når du har dobbeltklikket på alle de fedtstoffer, du kunne tænke dig at inkludere i din opskrift, kan du angive om fedtstofferne skal indgå i procentdele eller i gram. Typisk vil jeg vælge gram og manuelt indtaste hvor mange gram af hvert fedtstof eller olie, jeg ønsker i min sæbeopskrift. Når du har tilføjet alle fedtstofferne til din opskrift, kan du trykke på ‘Calculate Recipe’. Så vil SoapCalc udfylde hvor mange procent olierne hver især udgør.
Vælg de fedtstoffer, du ønsker i din sæbeopskrift og angiv mængden af dem i enten gram eller %
Calculate Recipe
7 Calculate Recipe and View or Print Recipe | Udregn opskrift og se eller print opskriften
Når alle værdier er indtastet, og du trykker ‘Calculate Recipe’ og derefter på ‘View or Print Recipe’ vil sin sæbeopskrift åbne i et nyt vindue. Dér kan se hele opskriften samlet set, inklusive den mængde af natriumhydroxid (NaOH) og vand (Water), der skal i opskriften. Jeg vil anbefale dig nederst på opskriften at notere, hvis du tilføjer elementer til sæben (Under ‘Additives’), f.eks. farver og dufte, og gemme alle dine sæbeopskrifter på computeren eller printe dem ud. Du kan også give din sæbeopskrift et navn øverst oppe på siden.
Tryk på ‘Calculate Recipe’ og derefter på ‘View or Print Recipe’ for at se din færdige sæbeopskrift
View/Print Recipe
Den færdige sæbeopskrift
Den færdige sæbeopskrift viser dig informationerne for alle de punkter, du lige har udfyldt. Herudover har den udregnet den totale mængde af duft, fedtstof, og mængderne af vand og natriumhydroxid, du skal bruge i din sæbeopskrift. Du kan også tilføje noter nederst på sæbeopskriften, f.eks. hvis du vælger at bytte noget af vandet ud med te eller andet væske. Du kan også notere, hvordan det gik at lave selve opskriften, når du er færdig, sæbens pH-værdi og hvornår du tog sæben ud af sæbeformen.
Soap Bar Quality
Soap Bar Quality | Sæbebarens kvalitet
På din færdige sæbeopskrift kan du desuden se de samlede værdier sæbebarens kvalitet. Disse fremgår ved ‘Your Recipe’ i tabellen. For hver sæbekvalitet er der desuden angivet en ‘range’ eller en skala, som angiver værdierne for en god sæbebar. Hvis din sæbeopskrift holder sig nogenlunde inden for disse skalaer, er der stor sandsynlighed for, at din sæbe bliver god.
Her er en oversigt over forskellige sæbekvaliteter
Du kan se din specifikke sæbes kvaliteter ved at køre opskriften igennem en sæbelommeregner, som beskrevet ovenfor.
Der sker ikke noget ved at en sæbebar har værdier lige uden for skalaen angivet nedenfor, men at benytte skalaen er en god måde at sikre sig, at sæben har de kvaliteter, som man godt kan lide. Kan du f.eks. godt lide en meget skummende sæbe, vil du gerne have høje værdier inden for kvaliteten ‘bubbly’. Kan du godt lide en hård sæbebar, er det høje værdier inden for ‘hardness’, du ønsker.
Kvalitet på engelsk | Kvalitet på dansk | Værdien for en god sæbe bør ligge inden for denne skala |
Hardness | Hårdhed | 29 – 54 |
Cleansing | Renseevne | 12 – 22 |
Conditioning | Fugtighedsgivende | 44 – 69 |
Bubbly | Sprudlende skum | 14 – 46 |
Creamy | Cremet skum | 16 – 48 |
Iodine | Jodtallet. Jo lavere værdi, desto hårdere bar | 41 – 70 |
INS | Jo højere, desto hårdere bar | 136 – 165 |
Lidt om Iodine og INS
Iodine, også kaldt jodtallet, angiver mængden af tilstedeværende umættede fedtsyrer i den færdige sæbe. Derfor vil sæber lavet med hovedsageligt umættede (typisk flydende) fedtstoffer have en tendens til at have et højt jodtal, hvor sæbe lavet med hovedsageligt mættede (faste) fedtstoffer vil have et lavt jodtal. En sæbe med et højt jodtal vil typisk være blødere, have større risiko for at blive harsk og have større risiko for at udvikle dreaded orange spots, DOS.
INS står for Iodine Number Saponification og er en værdi, der har været brugt siden 1900-tallet og særligt i forbindelse med storproduktion af sæbe. Faste fedtstoffer bidrager typisk til en høj INS-værdi.
6 Kommentarer
Indsend en kommentar
Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.
Andet indhold på Sæbebloggen
Hvad er forsæbning?
Hvad er forsæbning? Forstå den kemiske procesForsæbning sker, når fedtstoffer eller olier reagerer...
Hvad er trace?
Hvad er trace og false trace i sæbeverdenen?'Trace' inden for sæbeterminologi refererer til et...
Hvad er zap-testen?
Hvad er zap-testen, og hvordan bruger jeg den?Zap-testen er en simpel og praktisk metode til at...
Hvorfor bruge hudplejeprodukter uden vand?
Hvorfor bruge hudplejeprodukter uden vand?Man kan være i tvivl om, hvorvidt man skal vælge...
Ekstra-ingredienser i hjemmelavet sæbe
Hvad kan jeg putte i min sæbe? De mest grundlæggende ingredienser i koldrørt sæbe er vand,...
Sådan vasker du dit sæbeudstyr
Der findes to metoder til at vaske sæbeudstyr op. Hvis du laver koldrørt sæbe, kender du til den...
Wauw, tak for denne gennemgang. Er blevet meget klogere, og efter et par forsøg med jeres opskrifter, har jeg fået mod på at prøve egne opskrifter 🙂
Hej Carina. Ej, hvor er det bare godt at høre.
Jeg håber at du får en god sæberejse!
Mvh Eva 😀
Tak! Jeg har faktisk et spørgsmål. Jeg vil gerne tilsætte honning og havre til min opskrift. Det ser ikke ud til at jeg kn vælge det på listen. Er det et spørgsmål om smagssag, vil det ændre på mængden af lud/fedtstof alt efter hvor meget af det jeg tilsætter?
Hej Carina
Er Cleansing ikke høj i opskriften for morgenfruesæben?
Hej Anette,
Jo, det har du helt ret i :-). Den ligger på 36. Der er rigtig mange, der gerne vil have cleansing-værdien ned mellem 12 og 22.
Jeg synes nu ikke at sæben opleves ubehagelig for hænderne, selvom cleansing-værdien er høj.
Grunde til at jeg har valgt at acceptere den høje cleansing-værdi er fordi jeg har prioriteret en høj mængde af kokosolie for at få en nogenlunde hård sæbe.
Man kan prøve at ændre lidt på opskriften for at få cleansing-værdien ned. Man kan eksempelvis gøre ved at lave en ny opskrift med mindre kokosolie og mere af en anden type hårdt fedtstof, eksempelvis svinefedt.
Det vil jeg anbefale, hvis du ønsker en lavere cleansing-værdi i din sæbe.
Mvh Eva :-D.
Tak Eva
Jeg prøver 🙂
Mvh. Anette