Lav din egen marmorsæbe med paprika og duft af ylang-ylang

jan 17, 2022 | Sæbeopskrifter

Marmorsæben, der er lavet med denne opskrift, dufter specielt af det stedsegrønne træ ylang-ylang. Sæben her er lavet dels i en blomster-silikoneform (som det ses på venstre billede), og dels i en mælkekarton (som det ses på billedet til højre).

Der er lige meget paprika i begge sæber. Dog har sæben i mælkekartonen været varmere, hvilket har ført til ‘gel phase’.  Når sæber gennemgår gel phase, bliver farverne klarere. Paprika kan således både give lyserøde sæber (uden gel phase) og orange sæber (med gel phase). Du kan læse mere om fænomenet gel phase her.

Pas på når du arbejder med natriumhydroxid

Når man laver koldrørt sæbe, er det vigtigt, at man er varsom. Årsagen er at natriumhydroxiden, som man bruger i sæben, bliver stærkt ætsende, når den blandes med vand. Derfor bør man tage beskyttelsesudstyr på (briller, nitrilhandsker, lange bukser, sko og langærmet bluse), beskytte køkkenbordet,  og i øvrigt holde kæledyr og små børn væk fra køkkenet. Undgå i øvrigt at indånde dampene fra blandingen.

Sæbemassen har en høj pH-værdi, når den puttes i sæbeformene, og denne pH falder lige så stille.
Hav derfor handsker på de første gange du rører ved sæben og opbevar sæben sikkert den første tid.

Ingredienser

243 g     vand
102 g     natriumhydroxid (kaustisk soda)
½ tsk.     salt (valgfri)

10 g          ricinusolie
20 g         mandelolie
240 g      solsikkeolie
340 g      kokosolie (f.eks. palmin)

2 tsk.       paprika
½ tsk.      majsstivelse (valgfri)
6 tsk.      æterisk ylang-ylang

Redskaber og udstyr

Emhætte eller god udluftning
Beskyttelsesbriller
Nitrilhandsker
Evt. lange bukser og langærmet bluse
Evt. lukkede sko eller sokker

Vægt
Piskeris
Stavblender
Termometer (gerne infrarød)
Skåle (der ikke er af metal)
Gryde
Sæbeforme (silikone/træ/plast/mælkekarton)
Husholdningsfilm

Kniv
Gulerodsskræller
Evt. pH-papir

Se evt. denne film fra Summer Rain for at blive bekendt med den valgte hældeteknik. Teknikken hedder ‘in the pot swirl’.

Hvis sæben sprækker

Hvis sæben bliver for varm, kan den sprække. Sørg da for at stille den et køligere sted, f.eks. i køleskabet.

Sæbeopskriften i trin

Før du går i gang

  1. Gør alle redskaber og ingredienser klar.
  2. Vej kokosolien af, og kom den i en gryde.
  3. Vej ricinus-, mandel- og solsikkeolie af i en skål, der ikke er af metal og som kan tåle varme.
  4. Vej vandet af i en skål/beholder (der ikke er af metal og som kan tåle varme).
  5. Tag sikkerhedsudstyr på, og vej den kaustiske soda (natriumhydroxid) af.

Under sæbefremstillingen

  1. Ifør dig sæbeuniformen.
  2. Drys kaustisk soda i vandet under omrøring med et piskeris. Tilsæt salt. Blandingen bliver varm!
  3. Smelt nu kokosolien i gryden.
  4. Hæld den smeltede kokosolie over i skålen med de flydende fedtstoffer og rør rundt.
  5. Når temperaturen på fedtstofferne samt vandet med kaustisk soda er mellem 37-47 grader, røres vandet med kaustisk soda ned i fedtstofferne. Hvis fedtstoffernes temperatur er blevet for lav kan du varme dem op igen.
  6. Rør først den samlede sæbemasse med et piskeris og blend derefter massen med stavblender til den opnår en tynd cremekonsistens. Man skal kunne se et svagt spor efter stavblenderen, når den drypper ned på sæbemassen.
  7. Bland den æteriske olie med majsstivelse i en lille skål og put blandingen i sæbemassen. Rør godt.
  8. Tag 1/5 af sæbemassen fra i en beholder og bland paprika i til farven er jævn rødlig/orange.
  9. Hæld den røde sæbemasse ned i den lyse sæbemasse fra forskellige højder og rør til sidst den samlede sæbemasse igennem en ske. Sørg for ikke at røre den røde farve fuldstændigt ud i den lyse sæbemasse.
  10. Hæld nu den samlede sæbemasse på formen(e).
  11. Bank formen(e) let mod bordet for at få luftboblerne banket ud af sæben.
  12. Dæk evt. formene til med husholdningsfilm for at undgå sodaaske.

Efter sæben er hældt på form

  1. Når sæben er fast (cirka på andendagen), tages den ud af formen(e). Sæben skæres i mindre stykker, hvis du har lavet en stor samlet blok.
  2. Sæbernes hjørner kan trimmes umiddelbart herefter med en gulerodsskræller (så de ikke er så skarpe), og sæberne lægges til tørring med afstand i mellem. Det er vigtigt at sæberne får luft, når de modner eller hviler, så de ikke udvikler DOS.
  3. Mål evt. sæbens pH-værdi for at finde ud af om sæben er klar til brug. pH-værdien skal være mellem 8 og 10, før at sæben er sikker at tage i brug. Hvis du ikke har noget pH-papir, kan du evt. overveje at give dig i kast med zap-testen.
  4. Sæben vil ofte være klar til brug umiddelbart efter den er taget ud af formen, men sæben bliver bedre af at hvile nogle uger.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også sæbeopskrifterne på