Lav din egen hjemmelavede gulerodssæbe med duft af citrus.
Denne sæbeopskrift giver dig en smuk gul gulerodssæbe, der dufter dejligt af æterisk bergamotte og grapefrugt. Sæben er farvet med gulerodssaft, der presses ud af kogte gulerødder; en orange saft, der, i mødet med den kaustiske soda, transformerer sig til gul.
Sæbet er lavet med en kombination af flere forskellige olier, der gør, at sæben føles fantastisk på huden og beriger denne med fugt. Kokosolien og sukkeret i opskriften gør, at sæben skummer godt og giver store, fine bobler. Således kan gulerodssæben siges at være en god allround sæbe, der vil passe til de fleste menneskers behov og ønsker.
Pas på når du arbejder med natriumhydroxid
Når man laver koldrørt sæbe, er det vigtigt, at man er varsom. Årsagen er at natriumhydroxiden, som man bruger i sæben, bliver stærkt ætsende, når den blandes med vand. Derfor bør man tage beskyttelsesudstyr på (briller, nitrilhandsker, lange bukser, sko og langærmet bluse), beskytte køkkenbordet, og i øvrigt holde kæledyr og små børn væk fra køkkenet. Undgå i øvrigt at indånde dampene fra blandingen.
Sæbemassen har en høj pH-værdi, når den puttes i sæbeformene, og denne pH falder lige så stille.
Hav derfor handsker på de første gange du rører ved sæben og opbevar sæben sikkert den første tid.
Ingredienser
150 g gulerodssaft fra tre gulerødder
74 g vand (i alt 224 g væske)
96 g natriumhydroxid (kaustisk soda)
20 g ricinusolie
30 g mandelolie
40 g olivenolie
90 g solsikkeolie
140 g rapsolie
320 g kokosolie (f.eks. palmin)
½ tsk. sukker rørt ud ½ tsk. vand
2,5 tsk. æterisk bergamotteolie
3,5 tsk. æterisk grapefrugtolie
Redskaber og udstyr
Emhætte eller god udluftning
Beskyttelsesbriller
Nitrilhandsker
Lange bukser og langærmet bluse
Lukkede sko eller sokker
Vægt
Piskeris
Stavblender
Termometer (gerne infrarød)
Skåle (der ikke er af metal)
Sæbeforme (silikone/træ/plast/mælkekarton)
Husholdningsfilm
Kniv
Gulerodsskræller
Evt. pH-papir
Denne sæbeopskrift gør brug af heat transfer metoden (varmeoverførselsmetoden).
Du kan læse mere om heat transfer metoden her.
Med eller uden heat transfer metoden
Sæben kan også laves uden heat transfer metoden. Hvis du er ny til at lave sæbe, kan det være en fordel at lave sæbe uden metoden. Du kan læse om, hvordan du laver sæbe uden heat transfer metoden her.
Sæbeopskriften på gulerodssæbe i trin
Denne sæbe er lavet med heat transfer metoden.
Før du går i gang med sæbefremstillingen
- Læs hele opskriften igennem.
- Kog tre gulerødder i vand indtil de er helt bløde.
- Blend gulerødderne og lad mosen køle af.
- Tryk væsken ud af mosen gennem et klæde, så du nu har gulerodssaft. Mål 150 g gulerodssaft af til sæben.
- Ifør dig sæbeuniformen.
- Gør alle redskaber og ingredienser klar.
- Vej kokosolien af, og skær den i mindre stykker (hvis den er fast).
- Vej ricinus-, mandel-, raps- og solsikkeolie af i en skål, der ikke er af metal.
- Vej vandet af i en skål/beholder (der ikke er af metal og som kan tåle varme). I alt skal der være 224 g væske (bestående af vand og gulerodssaft).
- Vej den kaustiske soda (natriumhydroxid) af.
- Bland sukkeret med ½ tsk vand. Sørg for at sukkeret er helt opløst.
Under sæbefremstillingen
- Tag sikkerhedsudstyr på, hvis du ikke har taget det på endnu!
- Hæld vand og gulerodssaft sammen i en skål eller beholder, der ikke er af metal og som kan tåle varme. Der skal være 224 g væske i alt.
- Drys kaustisk soda i vandet med gulerodssaft under omrøring med et piskeris. Blandingen bliver varm og udvikler dampe.
- Tilsæt nu kokosolien til den varme blanding med vand, kaustisk soda og gulerodssaft. Rør rundt med et piskeris, indtil kokosolien er helt smeltet. Hvis ikke kokosolien smelter helt, kan du bruge din stavblender til at få de sidste klumper blendet væk.
- Tilsæt nu dine resterende olier til blandingen, og rør godt rundt med et piskeris.
- Blend nu den samlede sæbemasse med stavblender til den opnår en tynd cremekonsistens. Man skal kunne se et svagt spor efter stavblenderen, når den drypper ned på blandingen. Hvis blandingen er under 25 grader, kan du opleve ‘false trace‘. Bliv derfor ved med at blende til du er helt sikker på, at du kan se et spor, når stavblenderen drypper ned på sæbemassen.
- Bland de æteriske olier i sæbemassen og rør godt.
- Hæld sæbemassen i dine sæbeforme.
- Når sæben er puttet i formen, bankes formen let mod bordet for at få luftboblerne banket ud af sæben.
- Dæk evt. formen med sæbe til med husholdningsfilm for at undgå sodaaske.
Efter sæben er hældt på form
- Når sæben er fast (cirka på andendagen), tages den ud af formen. Sæben skæres nu i mindre stykker.
- Sæbernes hjørner kan trimmes umiddelbart herefter med en gulerodsskræller (så de ikke er så skarpe), og sæberne lægges til tørring med afstand imellem (op til 6 uger). Det er vigtigt, at sæberne får luft, når de modner, så de ikke udvikler DOS.
- Mål evt. sæbens pH-værdi for at finde ud af, om sæben er klar til brug. pH-værdien skal være mellem 8 og 10, før at sæben er sikker at tage i brug. Hvis du ikke har noget pH-papir, kan du evt. overveje at give dig i kast med zap-testen.
- Sæben kan normalt bruges, så snart den er taget ud af formen, men den bliver kun bedre af at hvile nogle uger.
Skal saften i gulerodssæben være fra kogte gulerødder? Kunne man mon bruge friskpresset gulerodssaft fra en saftpresser i stedet for?
Det synes jeg ville være nemmere 🙂
Hej Anne. Jeg tænker sagtens, at man kan bruge saften fra rå gulerødder 😊.
Mvh Eva