Lav din egen kamillesæbe med kamillete, hyldeblomster og bergamotte

okt 10, 2021 | Sæbeopskrifter

Denne milde kamillesæbe er lavet på forsæbet kokosolie og rapsolie. Sæben er tilsat kamillete, som giver en fantastisk mild skrubbeeffekt. Ønsker man en kraftig skrubbeeffekt, tilsæt da mere kamillete end denne opskrift foreskriver.

Sæben dufter dejlig friskt af bergamotte, en citrusfrugt hvis duft ofte associeres med Earl Grey te.

Hyldeblomster er i denne sæbe brugt til at give den smukke cremede farve. Hyldeblomsterne skal trække i vandet i 24 timer før sæbefremstillingen, så blomsternes farve overføres til vandet.

Pas på når du arbejder med natriumhydroxid

Når man laver koldrørt sæbe, er det vigtigt, at man er varsom. Årsagen er at natriumhydroxiden, som man bruger i sæben, bliver stærkt ætsende, når den blandes med vand. Derfor bør man tage beskyttelsesudstyr på (briller, nitrilhandsker, lange bukser, sko og langærmet bluse), beskytte køkkenbordet,  og i øvrigt holde kæledyr og små børn væk fra køkkenet. Undgå i øvrigt at indånde dampene fra blandingen.

Sæbemassen har en høj pH-værdi, når den puttes i sæbeformene, og denne pH falder lige så stille.
Hav derfor handsker på de første gange du rører ved sæben og opbevar sæben sikkert den første tid.

Ingredienser

10 stk.    hyldeblomstskærme
300 g    vand

240 g     hyldeblomst-farvet vand
98 g        natriumhydroxid (kaustisk soda)
½ tsk.      salt

240 g       rapsolie
400 g      kokosolie (f.eks. palmin)

½ tsk.      majsstivelse
2,5 tsk.    æterisk bergamotteolie
1 tsk.        kamillete (løsvægt)

Materialer og redskaber

Emhætte eller god udluftning
Beskyttelsesbriller
Nitrilhandsker
Evt. lange bukser og langærmet bluse
Evt. lukkede sko eller sokker

Vægt
Piskeris
Stavblender
Termometer (gerne infrarød)
Skåle (der ikke er af metal)
Gryde
Sæbeforme (silikone/træ/plast/mælkekarton)
Husholdningsfilm

Kniv
Gulerodsskræller
Evt. pH-papir

Sæbeopskriften i trin

  1.  Dagen før du påbegynder sæbefremstillingen puttes 10 hyldeblomstskærme i 300 g vand. På dagen, hvor sæben skal laves, sies hyldeblomsterne fra, og vandet måles af til sæbefremstillingen. Til sæbefremstillingen skal der bruges 240 gram.
  2. Find alle redskaber og ingredienser frem og ifør dig sikkerhedsudstyr.
  3. Mål alle ingredienser af i forskellige beholdere, så du er klar til at bruge dem.
  4. Hæld det hyldeblomst-farvede vand (240 g) i en skål og drys natriumhydroxid i under omrøring. Tilsæt salt. (Pas på! Blandingen bliver meget varm og udvikler dampe).
  5. Sæt vandet med natriumhydroxid til side, rør i det engang imellem og afkøl blandingen til ca. 45 °C (mellem 37-47 °C)
  6. Smelt kokosolien i en gryde ved svag varme og tilsæt rapsolien. Afkøl olieblandingen til ca. 45°C (mellem 37-47 °C) og put den i en skål/beholder, der ikke er af metal.
  7. Put vandet med natriumhydroxid ned i olierne under omrøring med piskeris. Begge dele skal være ca. 45°C, når de blandes.
  8. Efter du har rørt de to dele sammen med piskeris, kan du stavblende sæbemassen i ca. 30 sekunder eller indtil sæbemassen begynder at blive ensformig og tykne. Der skal kunne ses et svagt spor efter blenderen, når du drypper ned på sæbemassen. Undgå at sæbemassen bliver så tyk, at du ikke kan hælde den på forme.
  9. Bland den æteriske bergamotteolie med majsstivelse, og put blandingen i sæbemassen. Tilsæt også kamilleteen til sæbemassen og rør godt.
  10. Hæld derefter sæben på form. Bank formen let mod bordet efter sæbemassen er fyldt på formen, så du undgår luftbobler i sæben.
  11. Dæk eventuelt din sæbe med husholdningsfilm for at undgå sodaaske. Pas dog på at sæben ikke overopheder og sprækker, som den typisk gør, når den bliver for varm. Kig til sæben et par gange de første par timer.
  12. Lad sæben hvile et døgn eller tre.
  13. Efter sæben er modnet et til tre døgn, kan du skære den ud. Du kan også trimme sæbestykkernes kanter med en gulerodsskræller, så de ikke er så skarpe.
  14. Lad sæbestykkerne hvile ved stuetemperatur i nogle uger, for at sæbens pH-værdi falder. Placer sæberne med afstand imellem, så de kan tørre ordentligt. Sørg for at sæberne får luft, så de ikke udvikler DOS.
  15. Når sæbens pH-værdi er mellem 8 og 10, er sæben mulig at tage i brug. Mål evt. efter med indikator-, pH- eller lakmuspapir.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også sæbeopskrifterne på