Lav din egen morgenfruesæbe med mandelolie og duft af kamille

okt 20, 2021 | Sæbeopskrifter

Morgenfruesæben, der er lavet med denne opskrift, dufter mildt og godt af den sarte æteriske kamilleolie. Den er lavet i en silikoneform, som giver sæben den fine form på billedet, men man vil også kunne lave en smuk morgenfruesæbe i f.eks. en mælkekarton.

Sæben er tilsat morgenfrue-kronblade, som er nogle af de blomsterblade, der holder farven, når de kommes i sæbe. Mange blomsterblade vil miste deres farve, når de reagerer med sæbemassen, og egner sig da ikke så godt til sæbefremstilling.

Pas på når du arbejder med natriumhydroxid

Når man laver koldrørt sæbe, er det vigtigt, at man er varsom. Årsagen er at natriumhydroxiden, som man bruger i sæben, bliver stærkt ætsende, når den blandes med vand. Derfor bør man tage beskyttelsesudstyr på (briller, nitrilhandsker, lange bukser, sko og langærmet bluse), beskytte køkkenbordet,  og i øvrigt holde kæledyr og små børn væk fra køkkenet. Undgå i øvrigt at indånde dampene fra blandingen.

Sæbemassen har en høj pH-værdi, når den puttes i sæbeformene, og denne pH falder lige så stille.
Hav derfor handsker på de første gange du rører ved sæben og opbevar sæben sikkert den første tid.

Ingredienser

                 tørrede kronblade fra morgenfruer

228 g     vand
100 g     natriumhydroxid (kaustisk soda)
½ tsk.      salt

10 g          mandelolie
90 g         olivenolie
200 g      rapsolie
350 g      kokosolie (f.eks. palmin)

1 tsk.      majsstivelse
4 tsk.     æterisk kamilleolie

Materialer og redskaber

Emhætte eller god udluftning
Beskyttelsesbriller
Nitrilhandsker
Evt. lange bukser og langærmet bluse
Evt. lukkede sko eller sokker

Vægt
Piskeris
Stavblender
Termometer (gerne infrarød)
Skåle (der ikke er af metal)
Gryde
Sæbeforme (silikone/træ/plast/mælkekarton)
Husholdningsfilm

Kniv
Gulerodsskræller
Evt. pH-papir

Et lille tip

Du kan også bruge tørrede mælkebøtte-kronblade eller kornblomst-kronblade.

Sæbeopskriften i trin

Før du går i gang

  1. Pluk morgenfruekronblade og lad dem tørre helt. Du kan også købe dem i helsebutikker, f.eks. her.
  2. Find alle redskaber og ingredienser frem.
  3. Ifør dig sæbeuniformen.
  4. Vej kokosolien af, og kom den i en gryde.
  5. Vej oliven-, mandel- og rapsolie af i en skål, der ikke er af metal og som kan tåle varme.
  6. Vej vandet af i en skål/beholder (der ikke er af metal og som kan tåle varme.
  7. Vej den kaustiske soda (natriumhydroxid) af.

Under sæbefremstillingen

  1. Drys kaustisk soda i vandet under omrøring med et piskeris og tilsæt salt. (Blandingen bliver varm!)
  2. Smelt kokosolien i gryden.
  3. Hæld kokosolien over i skålen med mandel-, raps- og olivenolie.
  4. Når temperaturen på fedtstofferne samt vandet med kaustisk soda er mellem 37-47 grader, hældes vandet med kaustisk soda ned i fedtstofferne. Hvis fedtstoffernes temperatur er blevet for lav så varm dem lidt op igen.
  5. Rør i den samlede sæbemasse med et piskeris. Blend derefter den samlede sæbemasse med en stavblender til den opnår en tynd, ensartet cremekonsistens. Man skal kunne se, at der kommer et svagt spor efter stavblenderen, når den drypper ned på sæbemassen.
  6. Bland den æteriske olie med majsstivelse i en lille skål og put blandingen i sæbemassen. Rør godt.
  7. Tilsæt nu morgenfruekronbladene til sæbemassen og rør godt.
  8. Hæld sæben på forme.
  9. Bank formene let mod bordet for at få luftboblerne banket ud af sæben.
  10. Dæk evt. formene til med husholdningsfilm for at undgå sodaaske.

Efter sæben er hældt på form

  1. Når sæben er fast (cirka på andendagen), tages den ud af formen(e). Sæben skæres i mindre stykker, hvis du har lavet en stor samlet blok.
  2. Sæbernes hjørner trimmes umiddelbart herefter med en gulerodsskræller (så de ikke er så skarpe), og sæberne lægges til tørring med afstand i mellem (i op til 6 uger).
  3. Mål evt. sæbens pH-værdi for at finde ud af om sæben er klar til brug.
    pH-værdien skal være mellem 8 og 10, før at sæben er sikker at tage i brug.
  4. Du kan opleve, at sæben er klar til brug, lige når den er taget ud af formen. Dog bliver sæben mere holdbar, hvis den får lov til at hvile. Desuden skummer den bedre, hvis den får lov til at modne nogle uger.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også sæbeopskrifterne på