Lav din egen Earl Grey Sæbe med mælkebøttekronblade og bergamotte

jul 23, 2021 | Sæbeopskrifter

Denne lækre Earl Grey sæbe lavet på raps-, solsikke- og kokosolie er perfekt til at give hænderne en god omgang skrub. Teen i sæben kan justeres, så du selv kan vælge hvor eksfolierende sæben skal være. Mælkebøttekronbladene giver smukke gule prikker, som sammen med teen, giver et udtryk som et stykke granit.

Citrusfrugten bergamotte giver Earl Grey dens karakteristiske duft og smag, og ved at bruge den æteriske olie med bergamotte får tesæben en duft, der svarer til indholdet.

Pas på når du arbejder med natriumhydroxid

Når man laver koldrørt sæbe, er det vigtigt, at man er varsom. Årsagen er at natriumhydroxiden, som man bruger i sæben, bliver stærkt ætsende, når den blandes med vand. Derfor bør man tage beskyttelsesudstyr på (briller, nitrilhandsker, lange bukser, sko og langærmet bluse), beskytte køkkenbordet,  og i øvrigt holde kæledyr og små børn væk fra køkkenet. Undgå i øvrigt at indånde dampene fra blandingen.

Sæbemassen har en høj pH-værdi, når den puttes i sæbeformene, og denne pH falder lige så stille.
Hav derfor handsker på de første gange du rører ved sæben, og opbevar sæben sikkert den første tid.

Ingredienser

243 g        vand
100 g        natriumhydroxid (kaustisk soda)
0,5 tsk.     salt

80 g          solsikkeolie
160 g        rapsolie
400 g       kokosolie (f.eks. palmin)

½ tsk.      majsstivelse
1 tsk.        Earl Grey te (eller ét te-brev)
4 tsk.       æterisk bergamotteolie
15 stk.      Tørrede kronblade fra ca. 15 mælkebøtter

Materialer og redskaber

Emhætte eller god udluftning
Beskyttelsesbriller
Nitrilhandsker
Vægt
Piskeris

Stavblender
Termometer (gerne infrarød)
Skåle (der ikke er af metal)
Gryde
Sæbeforme (silikone/træ/plast/mælkekarton)
Husholdningsfilm

Gulerodsskræller
Kniv
Evt. indikator eller pH-papir

Sæbeopskriften i trin

  1. Pluk mælkebøtter og lad mælkebøtteblomsternes kronblade tørre fuldstændigt.
  2. Find alle redskaber og ingredienser frem og ifør dig sikkerhedsudstyr (herunder beskyttelsesbriller og nitrilhandsker).
  3. Mål alle ingredienser af i forskellige beholdere, så du er klar til at bruge dem.
  4. Hæld koldt vand i en skål og drys natriumhydroxid i under omrøring (blandingen bliver varm!). Tilsæt salt.
  5. Sæt vandet med natriumhydroxid til side, rør i det engang imellem og afkøl blandingen til ca. 45 °C (mellem 37-47 °C)
  6. Smelt kokosolien i en gryde ved svag varme og tilsæt rapsolien og solsikkeolien. Afkøl olieblandingen til ca. 45°C (mellem 37-47 °C) og put den i en skål/beholder (der ikke er af metal)
  7. Put vandet med natriumhydroxid ned i olierne under omrøring med piskeris. Begge dele skal være ca. 45°C, når de blandes.
  8. Efter du har rørt de to dele sammen med piskeris, kan du stavblende sæbemassen i ca. 30 sekunder eller indtil sæbemassen begynder at blive ensformig og tykne. Der skal kunne ses et svagt spor efter blenderen, når du drypper ned på sæbemassen. Undgå at sæbemassen bliver så tyk, at du ikke kan hælde den på forme.
  9. Bland den æteriske bergamotteolie med majsstivelse og put blandingen i sæbemassen. Tilsæt også Earl Grey teen og de tørrede mælkebøttekronblade. Rør godt.
  10. Hæld derefter sæben på forme. Bank formene let mod bordet efter sæbemassen er fyldt i, så du undgår luftbobler i sæben.
  11. Dæk eventuelt din sæbe med husholdningsfilm for at undgå sodaaske.
  12. Lad sæben hvile et døgn eller tre.
  13. Efter sæben er modnet et til tre døgn, kan du skære den ud. Du kan også trimme sæbernes kanter med en gulerodsskræller, så de ikke er så skarpe.
  14. Lad sæbestykkerne modne ved stuetemperatur i nogle uger for at sæbens pH-værdi falder. Placer sæberne med afstand imellem, så de kan tørre ordentligt.
  15. Når sæbens pH-værdi er mellem 8 og 10 er sæben mulig at tage i brug. Mål evt. efter med indikator-, pH- eller lakmuspapir.

3 Kommentarer

  1. Anne

    Hej! 😀
    Hvordan kan det være den æteriske olie skal blandes med ½ tsk. majsstivelse? Og kan man bruge maizena?

    Svar
  2. Anne

    Tusind tak for svar 😀
    Det var god information om de æteriske olier, da jeg også er ærgerlig over at duften nogen gange fordufter alt for hurtigt.

    Jeg tænker at jeg vil prøve at lave en stærk earl grey te, køle den helt ned og bruge den som “vand” sammen med NaOH til earl grey sæben. Har du prøvet det?
    Jeg har ikke solsikkeolie pt., tror du jeg kan bruge abrikoskerneolie i stedet for eller måske bare 80 gram rapsolie mere? 🙂

    Mvh. Anne

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også sæbeopskrifterne på